Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænk­ning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sådanne tørre, nøgterne fremstillin­ger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste. Omtrent fra det 12-13. århundrede behersker sufismen det åndelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at under­søge, når flaget lyver. Men sufismen er i virkelig­heden ikke det eneste udslag af muslimernes spekula­tive ånd. Andre mindre almenkendte, men ikke der­for mindre interessante filosofiske retninger har fået deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger på islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tum­let sig. Litterært set står tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række