I 1935 foreslog Erwin Schrödinger, en genial østrigsk fysiker, et tankeeksperiment, der skulle blive et kulturelt ikon og en filosofisk gåde. På et tidspunkt, hvor kvantefysikken var begyndt at ryste grundlaget for den videnskabelige tankegang, forestillede Schrödinger sig en kat, der var låst inde i en kasse, fanget i en situation, der var lige så absurd, som den var oplysende: levende og død på samme tid, i hvert fald indtil en observatør åbnede låget på kassen.

For dem, der ikke behersker kvantemekanikkens detaljer, kan paradokset virke som en absurditet. Og det er faktisk netop dets styrke. Schrödinger forsøgte ikke at definere et nyt fysisk princip. Han ville snarere påpege de mærkelige konsekvenser af en stadig ung teori.

Den kat, der er ideelt placeret på grænsen mellem to modsatrettede tilstande, er blevet meget mere end et konceptuelt eksperiment. Den er et spejl, der afspejler paradokserne i naturen, opfattelsen og endda vores kultur.

Paradokset har sine rødder i teorien om kvantesuperposition, en egenskab, som Schrödinger selv beskrev i en berømt ligning. I den uendeligt lille verden "eksisterer" partikler som elektroner og fotoner ikke i en enkelt tilstand, men i en kombination af tilstande på samme tid. En enkeltpartikel kan krydse to spalter på samme tid, som demonstreret i det berømte dobbeltspalteeksperiment, og først kollapse til en defineret tilstand, når den observeres. Denne bizarre adfærd synes dog at forsvinde i den makroskopiske verden: En kat rejser ikke øjeblikkeligt til to forskellige steder, og den synes heller ikke at være levende og død på samme tid.

Paradokset rejser derfor et væsentligt spørgsmål: Hvornår sker overgangen fra mikrokosmos til vores hverdagsverden? Skyldes det observatøren? På vores måde at fortolke virkeligheden på? Eller på selve virkelighedens natur, som måske er meget mere "nuanceret", end vi forestiller os?

Immanuel Kant havde, århundreder før Schrödinger formulerede sit paradoks, hævdet, at virkeligheden aldrig er direkte tilgængelig. Der er altid en "formidling" fra vores sind, som organiserer det, vi opfatter, i henhold til kategorier som rum og tid. Men kvantefysikken ser ud til at skubbe os ud over den kantianske tankegang og antyder, at virkeligheden i sig selv kan afhænge af vores måde at observere den på.

Forbindelsen mellem fysik og filosofi har aldrig været så dyb, men "katten" har også fundet vej til populærkulturen. I 1970'erne beskrev den berømte fysiker Stephen Hawking kvantemekanikken som "absurd" og fascinerende på samme tid med Schrödingers paradoks som eksempel.

Og hvem kan glemme den ikoniske scene i tv-serien "The Big Bang Theory", hvor karaktererne diskuterer den døde og den levende kat? Eller filmen "Avengers: Endgame", hvor Avengers bruger begrebet kvantesuperposition til at forklare tidsrejser?

Schrödingers kattemetafor har sneget sig ind overalt, fra science fiction-romaner til musikvideoer og memes, der cirkulerer på de sociale medier. Men bag denne lethed ligger der en kompleks og provokerende tanke: Katten legemliggør usikkerheden i vores viden og skrøbeligheden i vores måde at opfatte virkeligheden på. Litteraturens verden har også fundet inspiration i dette "overlap". Romaner som "Schrödingers mareridt" af John Gribbin blander videnskab og fiktion for at udforske naturens store grænser. Det viser, hvordan paradokset ikke kun har påvirket laboratorierne, men også den kollektive fantasi.

Katten tilhører ikke kun fysikere og filosoffer. På en måde har Schrödinger skabt et værktøj, der inviterer os til at se forbindelserne mellem forskellige discipliner: fysik, filosofi, kunst og psykologi. Hans kasse bliver en metafor for vores...