Videnskaben har i mange århundreder været et mandsdomineret område. Ikke på grund af manglende talent eller intuition hos kvinder, men på grund af sociale og kulturelle strukturer, der systematisk har udelukket dem. Dette fænomen er særligt tydeligt i fysikkens historie, og i endnu højere grad i udviklingen af kvanteteorien. Hvad ville der være sket med den moderne videnskab, hvis disse kvinders navne var blevet anerkendt på lige fod med deres mandlige kolleger? Det er et spørgsmål, som vores tid ikke længere kan ignorere.

Et symbolsk eksempel på denne historiske usynlighed er historien om Lise Meitner, en ekstraordinær fysiker, der bidrog til opdagelsen af nuklear fission. Det var i 1938, at Otto Hahn, hendes mangeårige kollega, fik hele æren for denne opdagelse og efterfølgende modtog en Nobelpris. Lise Meitner blev derimod henvist til udkanten af videnskabshistorien på trods af hendes grundlæggende beregninger, der gjorde det muligt at forstå fissionsprocessen. "Et sind, der aldrig mistede sin klarhed", beskrev Albert Einstein hende, men det var ikke nok til at sikre hende anerkendelse. Lise Meitner, som var jøde og måtte flygte fra Nazityskland, udførte sit arbejde i et miljø, der var fjendtligt over for både hendes køn og hendes identitet.

Historien om disse kvinder er ikke kun videnskabelig, men også dybt kulturel. Selv i litteraturens verden er emnet om kvinders usynlighed i de intellektuelle erhverv blevet rejst med stor kraft. Virginia Woolf reflekterede i sit berømte essay "A Room of One's Own" (1929) over, hvad en ung kvinde kunne have gjort ud af Shakespeares geni, hvis hun havde levet på hans tid. Woolf forestillede sig, at denne figur, "Judith Shakespeare", aldrig ville have haft mulighed for at træde frem. Det samme billede passer perfekt på videnskaben: Hvor mange kvinder har haft en Marie Curies genialitet og klarsyn, men aldrig haft adgang til de ressourcer, laboratorier eller samarbejdsnetværk, der var nødvendige for at udtrykke sig?

Tilfældet med kvanteteori er særligt interessant. Denne gren af fysikken, som har ændret vores forståelse af den subatomare verden, blev udviklet takket være et fællesskab af geniale hjerner, hvoraf mange var kvinder. Men kun nogle få navne er forblevet indgraveret i den historiske fortælling. Et af dem er Maria Goeppert Mayer, den anden kvinde i historien, der vandt Nobelprisen i fysik (1963) for sin model af atomkernen. I årevis arbejdede Maria under usikre forhold, ofte uden at modtage en passende løn, begrænset af fordomme mod kvindelige "videnskabsmænds koner". Ikke desto mindre var hendes bidrag grundlæggende for den moderne fysik.

Ud over de individuelle eksempler er der en bredere refleksion over "hvorfor" denne usynlighed. Historisk set blev kvinders forskning udgivet under deres mænds eller mandlige kollegers navne, hvilket gjorde det kompliceret at identificere deres reelle bidrag. I mange tilfælde blev kvinder endda forbudt adgang til universiteter eller laboratorier. Et symbolsk eksempel er Royal Society of London, en af de mest prestigefyldte videnskabelige institutioner i verden, som først accepterede den første kvinde som medlem i 1945, næsten tre århundreder efter sin grundlæggelse.

Det er derfor ikke overraskende, at mange af disse kvinder har fundet marginal plads selv i den populære og akademiske hukommelse. Selv i dag er deres historier ofte ukendte. Alligevel fortsætter deres arbejde med at have stor indflydelse på den måde, vi ser verden på. Kvantefysikken ville ikke være, hvad den er, uden disse kvinders tanker.

At skrive om kvinder og videnskab, og især deres præstationer i kvanteteoriens verden, er ikke kun en handling for historisk retfærdighed. Det er også...