Hver dag opfatter vi verden med vores sanser. Vi ser genstande, hører lyde, rører ved overflader. Det hele virker så umiddelbart og 'konkret'! Men er det virkelig virkeligheden? Eller navigerer vi blot i en lille del af et univers, der består af flere niveauer, synlige og usynlige? Moderne og gammel viden, fysisk og metafysisk, inviterer os til at tænke over dette evige spørgsmål.

Vores hverdagserfaringer begrænser ofte vores forståelse. Vi er vant til kun at genkende verden gennem det, vi kan se, røre ved eller måle. Men under overfladen af denne "normale" opfattelse findes der mange andre virkeligheder. Fysiske realiteter, som unddrager sig vores sanser, eksisterer side om side med metafysiske dimensioner, der er fyldt med mening og mystik. Tænk på makrokosmos og mikrokosmos: to ekstremer, hvor vores hverdag opløses i næsten uforståelige størrelsesskalaer.

I den fysiske verden afslører universet sig i lagdelte virkelighedsniveauer. På det kosmiske niveau kan vi kun få et glimt af uendeligheden. Den del, vi kan "se", udgør kun 5 % af hele det kendte univers. På det makroskopiske niveau virker det, vi opfatter, vores virkelighed, konkret. Men selv et simpelt objekt, som f.eks. en stol, skjuler en helt anden sandhed. På et subatomart niveau står vi over for et univers af partikler, der følger kontraintuitive fysiske love. Eksperimenter med kvantesammenfiltring viser, hvordan to partikler på subatomart niveau kan forbindes øjeblikkeligt over store afstande, som om de ignorerede begrebet rum og tid. Albert Einstein og Niels Bohr var de første til at ryste fundamentet for vores virkelighedsopfattelse, da de forsøgte at besvare det berømte spørgsmål: "Findes månen, når ingen kigger?"

Ved siden af de fysiske niveauer strækker det metafysiske sig som en gåde. Metafysikken undersøger det, der ikke umiddelbart kan opfattes, og sætter spørgsmålstegn ved selve essensen af væren. De gamle grækere, som Platon, forestillede sig en verden af "ideer", perfekte og uforanderlige, som den materielle verden kun var en svag kopi af. Vi husker alle allegorien om hulen: De lænkede mænd skimtede kun skygger på væggene og så aldrig det direkte lys fra den sande sol.

Vi finder også beslægtede begreber i østlige filosofier. Den indiske traditions "Māyā-slør" beskriver den fænomenale verden som en illusion, der tilslører virkelighedens sande essens. Religioner, mystik og spiritualitet fortolker på den anden side denne usynlige dimension som et sted, hvor sjælen eller "selvet" forbinder sig med det transcendente.

Men hvordan kan vi skelne mellem det, der er fysisk, og det, der er metafysisk? Dette spørgsmål fører os til et af de mest dybtgående spørgsmål i filosofiens historie: Hvad er virkeligheden?

Gamle græske tænkere som Aristoteles forsøgte at opdele verden i substans og ulykke. Substans er det, der eksisterer i sig selv, og ulykke er det, der eksisterer i forhold til noget andet. Deres undersøgelser lagde grunden til årtusinders spekulationer.

I dag fortsætter forskere, ligesom filosoffer, med at sætte spørgsmålstegn ved sig selv. Den moderne fysik har f.eks. kombineret klassisk ontologi med kognitiv relativisme. Ifølge Werner Heisenberg, faderen til usikkerhedsprincippet, ændrer observationen i sig selv det observerede objekt. Med andre ord kan vi aldrig kende virkeligheden på en "ren" måde. Det, vi opfatter, er altid en afspejling af vores involvering i den kognitive proces.

Vi er altså begrænset af vores kroppe, vores sanser og vores sprog. Alligevel driver ønsket om at vide, hvad der er virkeligt, os ud over alle vanskeligheder ind i vidensområderne .