Solen var ved at gå ned over Madrid og malede himlen med en intens orange, der reflekterede skyskrabernes vinduer, som om hele byen stod i flammer. I en lille rodet lejlighed i hjertet af Lavapiés sad Daniel Sánchez foran et virvar af kabler og flimrende skærme med hans blodskudte øjne rettet mod endeløse kodelinjer. Den konstante brummen fra computerfans var som en forvrænget vuggevise, den eneste lyd i et rum, der lugtede af gammel kaffe og visne drømme. Daniel, med sit pjuskede sorte hår og flere dages skægstubbe, lignede mere en skibbruden end den geniale programmør, han engang var. "Der må være en måde," mumlede han for sig selv, og fingrene fløj over tastaturet med hektisk hast. "En vej ud af dette hul." Hans blik gled et øjeblik til bunken af ​​uåbnede breve i hjørnet af hans skrivebord. Regninger, fraflytningsmeddelelser, trusler fra kreditorer. Hver konvolut var en stikkende påmindelse om, hvordan han var nået til dette punkt. Daniel lukkede øjnene og tillod sig selv et øjebliks svaghed. Han huskede spændingen, adrenalinen fra de ikke-så-fjerne dage, hvor kryptovalutaernes verden virkede som det forjættede land. Han havde investeret alt: hans opsparing, lån, endda penge lånt fra venner og familie. Og så, på et øjeblik, var det hele forsvundet.